Guide: Sådan broderer du

Vi har et brændende ønske om, at så mange som muligt vil opleve den samme glæde som vi ved at lave håndarbejde. Dette gælder naturligvis også broderi! Vi har derfor udviklet en udførlig broderiguide, hvor vi gennemgår de vigtigste ting, som du skal vide for at komme godt og sikkert i mål med at brodere.

I denne broderiguide bliver du blandt andet introduceret til broderi som håndarbejde samt til de tilhørende materialer. Derudover finder du guidelines til, hvordan du læser forskellige typer af diagrammer og brodere forskellige typer af sting - og meget mere. ​

alt-text

KOM I GANG MED AT BRODERE

Dette er eksempel på et broderikit (Langeland Puden)

Lidt om broderiets baggrund

Broderi har været en vigtig del af håndarbejdstradionen i mange tusinde år. Denne form for håndarbejde har både været essentiel til at pynte og dekorere med, men også til at reparere og give slidt tøj fornyet liv.

Broderi er et meget alsidigt og spændende håndarbejde med mange variationsmuligheder. Der er mange former for broderi, men uanset så handler broderi om at sy ovenpå en flade som en dekoration.

Vores tilgang
Hos Kit Couture har vi valgt at fokusere særligt på diagrambroderi, hvor broderiet dækker hele fladen.

Denne form for broderi giver mulighed for at skabe meget smukke og kontrastfyldte mønstre, som er grafiske flader, der står rent og skarpt.

Hvad vil du brodere?

Det er meget let at komme i gang med at brodere. Det kræver i princippet blot en nål og noget tråd eller garn. Det er også let at lære de forskellige sting, som du kan opnå mange forskellige resultater med. 

Vi tilbyder forskellige broderikits for både begyndere og de mere øvede brodøser. Du kan vælge at brodere alt fra puder, clutches, tasker og punge til ophæng og brilleetuier.

Fælles for alle vores broderikits er, at de inkluderer alt, hvad du skal bruge for at komme sikkert i mål med dit broderiprojekt.  

HVAD SKAL DU BRUGE?

Stoffet
Du kan brodere på mange typer af stof, men hvis du brodere efter diagram, er en fordel, at du kan tælle trådene i stoffet.

Vi har designet vores broderikits til enten stramaj eller Aida, som begge fås i to forskellige størrelser. De to størrelser hedder 2,6" eller 4,4". Disse numre refererer til antallet af huller per én centimeter. 

I vores designs vælger vi at dække hele fladen med broderede sting, men man kan også sagtens nøjes med at brodere på en del af stoffet.

Til det er eksempelvis hørstof, hvor selve stoffet også kan være en del af det samlede design, et oplagt valg.

Uldbroderigarn i 100% uld.

Garnet eller tråden
Man kan i princippet bruge mange former for tråd og garn til at brodere med. Hvis du broderer et diagrambroderi, anbefaler vi, at du broderer med seks-trådet bomuldsbroderigarn (100% bomuld) eller fire-trådet uldbroderigarn (100% uld).

Til nogle designs deler du tråden til henholdsvis tre og to tråde.

Man kan også brodere med metallic broderigarn. Det kan være med til at give en smuk og elegant effekt, men denne type broderigarn er lidt svær at brodere med, så den bruger vi altid i små mængder.

Det er en god idé ikke at brodere med for lang tråd, da den hurtigt vil sno sig og være lidt være at styre, hvis den er for lang. Vi anbefaler, at du klipper din tråd i en cirka 50 cm's længde. 

Stjernøya Tasken i proces

Nålen
Når du broderer i stramaj eller Aida anbefaler vi, at du bruger en nål uden spids, da der allerede er huller i stoffet, så det er let at få nålen gennem stoffet. 

Vi hælder altid til det engelske nålefirma John James, når det kommer til en god kvalitetsnål. Den er let at tråde og har en rigtig god holdbarhed.

Broderisaks
En lille, god saks bliver uden tvivl din tro følgesvend, når du skal brodere, da der skal klippes en del tråde i broderiprocessen.

UUNDVÆRLIGE REDSKABER NÅR DU SKAL BRODERE

Selve opskriften og DIAGRAMMET

Når du skal i gang med at brodere, vil der i vores kits være en opskrift og et tilhørende digram. Her er alle de informationer, som du skal bruge for at komme sikkert i mål med det broderiprojekt.

Opskriften

I opskriften er der en beskrivelse med supplerende billeder af selve broderiteknikken.

Derudover er der også en vejledning til monteringen, hvad enten det er en pude, en clutch eller noget andet, således at du kommer vellykket i mål.

Diagrammet
Udover opskriften vil der også være et diagram. Diagrammet viser, hvordan motivet af dit broderi, skal broderes.

Der er tal på diagrammet, så du let kan tælle rækkerne.

Diagrammet indeholder også en oversigt over de farver, som indgår i dit broderi. Hver farve har et bogstav.

Endelig kan digrammet være illustreret med enten farver eller symboler. Den enkelte firkant svarer til ét korssting eller halvt korssting. Den farvede firkant - eller symbolet - refererer til en bestemt garnfarve og eventuel retning på stinget, hvis det er et halvt korssting.

Katholm Clutch i proces.

DIAGRAM MED FARVEDE FELTER

Hvis broderiet ikke har så mange farver, vil du ofte skulle brodere efter et diagram i gråtoner. Hvis du synes, at det er svært med de grå toner, så kan du farvelægge med en farveblyant. 

Hvis du derimod har valgt et broderi med mange farver, vil diagrammet været gengivet med alle farver.

DIAGRAM MED SYMBOLER

Hvis du har valgt at brodere et projekt med halve korssting, vil diagrammet også indeholde symboler (streger) i hvert felt, som indikerer hvilken retning, at stingene skal broderes. 

SÅDAN STARTER DU

Broderi

Langeland Clutchen broderes i halve korssting.

Det er en god idé at tælle på stoffet for at være sikker på, at der er plads nok hele vejen rundt, før du går i gang med at brodere.

Du syr hver farve for sig og tæller på
diagrammet, hvor mange sting du skal brodere ad gangen.

Du hæfter ende med den farve, du har broderet med. Det gør du for at sikre, at hæftningen ikke kan ses gennem stingene fra forsiden.

Du starter altid et stykke inde på stoffet, så du har en kant at holde fast i.

NYTTIGE BRODERITIPS

• Tæl. Tæl. Tæl. Det er en af de vigtige huskeregler, så du undgår at skulle brodere om.

• Husk altid at have rene hænder, når du skal brodere.

• Det er vigtigt at sy så meget som muligt i samme farve og bruge så lidt tråd som muligt.

• Vær forsigtig med ikke at stramme tråden for meget, når du broderer de mørke felter, da baggrundstoffet ellers ses igennem.

• Hvis stoffet er trukket skævt, fugt da det færdige arbejdes bagside let med en våd klud. Spænd det op med nåle på eksempelvis en flamingoplade. Lad stoffet tørre i form, før du fjerner nålene igen.

VORES BRODERI-TEKNIKKER

Korrsting

Korssting

Korssting

Korssting med delt tråd

Gobelinsting

Gobelinsting

Halve korssting

Halve korssting

SÅDAN BRODERER DU KORSSTING

Mange har prøvet at brodere korssting i skolen. Det er en let og enkel teknik, som er rigtig god at starte med, hvis du skal i gang med at brodere.

Vi har kits med to størrelser af korssting. Broderier, som broderes på stramaj i størrelse 2,6" er hurtigere at brodere end på stramaj i størrelse 4,4", da der er færre huller i stramajen.

Korssting

Illustrationen viser korssting (under- og oversting)

Selve teknikken
Et korssting består af et understing, som sys fra venstre mod højre og et oversting, som sys fra højre mod venstre.

Korssting sys oppefra og ned. Først sys hele rækken med understing og derefter hele rækken med oversting.

Korssting

Eksempel på korssting her med Katholm Clutch.

Start fra venstre og sy mod højre.

Bagsiden kommer til at se sådan ud, når du broderer med korssting.

Når du broderer med flere farver, ser stingene således ud.

Bagsiden på dine korssting kommer til at se sådan ud.

Idéer til kits med korssting

SÅDAN BRODERER DU GOBELINSTING

Gobelinsting - også kaldet klostersting - er en rigtig sjov teknik. Stingene er hurtige og lette at brodere - og fladen bliver flot og jævn.

Med denne broderiteknik broderes stingene løsere på stramajen og er dermed lidt mindre fast end ved eksempelvis korssting. 

Illustration: Placering af gobelinsting.

Selve teknikken
Et gobelinsting er et lodret sting, som går over flere tern.

Hvert tern i diagrammet repræsenterer 1 række i højden og i bredden på stramajen. Hvert sting sys over minimum 2 rækker i højden og 1 række i bredden.

Eksempel på gobelinsting vist på Ymer Puden.

Nålen bringes op fra bagsiden. Det hul, du starter i, tælles ikke med. Hvis der eksempelvis er angivet 5 tern på diagrammet, tæller du 5 huller ned fra det hul, tråden befinder sig i og stikker gennem det 5. hul.

Du hæfter enden ved at sy igennem de lodrette sting på bagsiden. Du skal sy cirka to cm igennem og trække til, så tråden ikke kan flytte sig. Til sidst klipper du resten af tråden. Det ser således ud, når du hæfter ende.

Hver farve broderes med det antal sting, som du kan læse af diagrammet. Bagsiden af dit broderi kommer til at se sådan ud.

Idéer til kits med gobelinsting

SÅDAN BRODERER DU HALVE KORSSTING

Halve korssting er en virkelig flot broderiteknik, da resultatet er en meget flot og smuk overflade, der minder om en vævet overflade.

Stingene vil altid være placeret forskellige retninger, da stoffet ellers vil trække skævt. Ved at brodere stingene i forskellige retninger, får man et elegant sildebenslignende mønster.

Halve korssting

Illustration: Halve korssting i forskellige retninger.

Selve teknikken
Halve korssting kan hælde skiftevis mod højre og mod venstre.

På et diagram er stingretningen markeret med en diagonal streg i hvert felt – enten mod højre eller mod venstre.

Halve korssting

Baggen Clutch er broderet med halve korssting.

Du starter fra venstre og syr mod højre.

Halve korssting

Man syr kun en række af halve korssting modsat korssting, hvor man skal brodere tilbage i samme række.

Bagsiden på dit broderi kommer til at se sådan ud.

Det endelige arbejde med halve korssting kan se sådan ud.

idéer til kits med halve korssting

MONTERING

Hvad er montering?

Stort set al diagrambroderi skal monteres efterfølgende.

Vi har tilstræbt at gøre monteringen så let og enkel for dig, så det færdige resultat ser flot og professionelt ud.

Alle materialer, som du skal bruge til færdiggørelsen af dit broderiprojekt, følger altid med i kittet sammen med en grundig vejledning. Hvis du køber et kit til en pude, skal du dog købe en monteringspude med, hvis du ikke allerede har en. 

Korsstingsbroderi

Stjernøya Tasken med læderrem og guldbeslag, som følger med i kittet - og som er enkel at montere.

SAMMENSYNING AF Taske, CLUTCH OG PUNG

Med eller uden symaskine?

Der er flere måder at sy en taske, clutch eller pung sammen på. Hvilken teknik der er den bedste afhænger af, hvor tyk den broderede flade er.

Hvis det er en tyndere broderet flade, kan du sy siderne ret mod ret i hånden eller på symaskine.

Er der tale om en kraftigere broderet flade - såsom korssting på den stramaj 2,6", anbefaler vi, at du syr en række med bagsting rundt om den broderede flade. Disse sting er rigtig gode til at sy i efterfølgende.

Når du skal sy to flader sammen, som har en kant med bagsting, kan maskesting være rigtig velegnet. Dette sting er med til at give clutchen eller pungen et fuldendt look.

Maskesting

Katholm Clutch er monteret med bag- og maskesting.

BAGSTING

Sy bagsting hele vejen rundt i kanten af broderiet som vist på foto ovenfor. Det skal være i de tern, hvor korsstingene allerede er broderet. På den måde skjules stramajen.

MASKESTING

Fold arbejdet på midten med retsiden udad, og sy sammen i hver side med “maskesting” oppefra og ned til hjørnet.

MONTERING AF FÓr

Fór bruges til tasker, clutches, punge eller brilleetuier. Ofte er fór lavet af et tyndt stof, så det ikke fylder for meget.

I vores kits til tasker, clutches, punge eller brilleetuier får du et fór, som er færdigmonteret med en YKK-lynlås, da vi erfaringsmæssigt ved, at det for nogle er svært at lave et pænt fór. Derudover er det heller ikke alle, som har en symaskine. 

Stoffet i vores fór er sort 100% bomuldsstof, som passer godt til stort alle farver - og som holder godt.

SÅDAN MONTERER DU

Når du skal montere fóret, skal du starte med at sy den broderede flade sammen, som forklaret ovenfor. 

Læg det færdigsyede fór ned i tasken, clutchen, pungen eller brilleeuiet med lynlåsen åben. Sæt fóret fast med knappenåle, så lynlåsen titter 0,5 cm op fra kanten.

Brug varmen fra fingrene til at vende stramajen, så kanten bliver så skarp som muligt.

Afslutningsvist syr du fóret fast i hånden med sort sytråd. 

montering af PUDER

Den sidste monteringsguide er til puder, som let kan monteres med en symaskine eller i hånden. 

I vores kits med broderipuder følger der altid en bagbeklædning med. Stoffet er mørkegrå uldstof, hvori der er monteret to eller tre grå trykknapper.

SÅDAN MONTERER DU

Når du er færdig med dit broderi til din pude, skal det sys sammen med bagbeklædningen.

Damp dit broderi ved at lægge et fugtigt viskestykke over bagsiden af arbejdet og stryg forsigtigt ved middel varme, indtil viskestykket er tørt.

Læg bagbeklædningen og forsiden af broderiet ret mod ret, og sæt knappenåle i broderiets bagside langs de yderste sting.

Sy forsigtigt rundt langs hele kanten med en symaskine med lige sting - eller i hånden ligeledes med små bagsting.


Retsiden vendes ud. For at få hjørnerne skarpe, kan du bruge en tynd genstand til at få stoffet på plads. 

Til sidst kommer du monteringspuden i - og din pude er klar til brug!

FIND INSPIRATION TIL DIT NÆSTE BRODERIKIT

Ryd Alt

Dine favoritter

VIL DU VÆRE MED I MIT KIT?

Så snart du har købt hos Kit Couture, anbefaler vi dig, at du bliver en del af ”MIT KIT”, hvor du får din personlige side med særlige fordele. 

I ”MIT KIT” har du et overblik over dine bestillinger, som sker gennem vores webshop. Derudover kan du downloade gratis opskrifter til dine garnrester. Du får også invitationer til særlige KIT arrangementer og meget andet spændende.  

Vi glæder os til at byde dig velkommen i ”MIT KIT”!

ALLEREDE MEDLEM AF MIT KIT

Hvis du allerede er bruger, kan du logge her:

Login Har du glemt dit password?
×

Kit Nyt

Velkommen!

Du er nu tilmeldt KIT NYT.

×